Rekordstort besøg til Åbent Landbrug

24. september 2014

Rekord mange danskere blev klogere på moderne ægproduktion til Åbent Landbrug i søndags. HEDEGAARD foods' 2 ægproducenter Axel Månsson (økologi) og Nis-Jørn Diedericksen; Barkholt (skrab) havde tilsammen besøg af knap 3.500 gæster. Tak for indsatsen, de mange besøg og den fantastiske stemning!

PRESSEMEDDELELSE FRA LANDBRUG & FØDEVARER: 

Den bedste måde at blive klogere på er at undersøge tingene selv. 86.388 børn og voksne har brugt en del af deres søndag på landet for at besøge et af de landbrug, der i dag åbnede dørene til den årlige begivenhed Åbent Landbrug. Det er knap 20.000 flere end sidste år. 

Det store publikum benyttede lejligheden til at spørge og danne sin egen mening om produktionen på gården 

”Hvor mange liter mælk er der i sådan en ko?” spørger for eksempel en lyshåret knægt og måber lidt over de 30 – 40 liter om dagen, der bliver svaret. 

Og det er det, det handler om siger Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer. 

- Der er efterhånden ikke mange, der kommer ofte på en gård. Derfor er det vigtigt, at vi holder de her arrangementer, hvor danskerne kan komme ud og se, hvordan moderne landbrugsproduktion ser ud i 2014. 

Martin Merrild brugte sin søndag på at besøge tre gårde i det midt- og vestjyske. Martin Merrild sluttede dagen af på Skovgaard, en større kvægbedrift syd for Silkeborg med egen gårdbutik med slagterafdeling og vinhandel. Omkring 4250 besøgende har i løbet af dagen lagt vejen forbi Skovgaard. 

- De andre steder, jeg besøgte, var der også stor interesse. Det virkede som om folk havde en rigtig god oplevelse. Alle steder glædede det mig virkeligt at se, hvor meget familierne og de ansatte på gårdene havde gjort ud af dagen. De er stolte ved at vise deres arbejdsplads frem og fortælle om deres dagligdag, siger Martin Merrild. 

Det er et stort arbejde for de 51 gårde, der deltog i årets Åbent Landbrug. En gård har typisk 20 – 30 hjælpere i sving for at klare alt fra parkering, rundvisninger, forplejning og en god snak med de nysgerrige besøgende. 

Mange steder har der været mulighed for at komme helt tæt på dyrene og klappe heste, køer og høns. 

Åbent Landbrug koordineres af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Landbo- og Familielandbrugsforeninger, Arla, Danish Crown, Tican, Kopenhagen Fur, Dansk Erhvervsfjerkræ, DanHatch, Dansk Gartneri, Mammen Mejeri, Them Andelsmejeri, Bornholm Andelsmejeri og Naturmælk. 

Læs mere på: www.aabentlandbrug.dk og på www.facebook.com/aabentlandbrug 

For yderligere oplysninger og information - kontakt 

- Projektleder for Åbent Landbrug Peter Nyegaard Nissen, 2488 3918 el. pnn@lf.dk 

- Mediechef i Landbrug & Fødevarer Ole Hampenberg Andersen, 5553 4022 el. oha@lf