Æg og hønsekødsprodukter anbefalet af Dyrenes Beskyttelse

21. september 2015

Hedegaard Foods lancerer nu økologiske hønsekødsprodukter og æg mærket med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Salget og interessen for økologiske fødevarer er kraftigt stigende i disse år. Derfor har Nordens største ægproducent Hedegaard Foods vedtaget en meget ambitiøs målsætning, der indebærer, at 50 procent af omsætningen i 2020 skal genereres via økologiske produkter. Denne vision for fremtiden resulterer nu blandt andet i opdræt af økologiske hanekyllinger og salg af æg mærket med “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Anbefalet Af DB Grafik  

Hos Dyrenes Beskyttelse har man længe sat spørgsmålstegn ved det etiske i at frasortere hanekyllinger umiddelbart efter klækningen, hvorefter de bliver gasset og anvendt til dyrefoder. Denne metode har i årevis været anvendt i branchen, men det har Hedegaard Foods et ønske om at gøre op med ved at igangsætte opdræt af økologiske hanekyllinger: 

- Vi bakker op om fødevareproducenter, der reelt løfter dyrevelfærden. Derfor hilser vi initiativet fra Hedegaard Foods meget velkomment,” siger direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis. 

Hedegaard Foods er i gang med at undersøge muligheden for slagtning, viderebearbejdning og salg af det økologiske hønsekød. Dette kød vil – ligesom de økologiske æg – kunne mærkes med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”:

- Vi ved, at en del af forbrugerne interesserer sig for problemstillingen om kønssortering. Derfor indgår vi nu i projektet med at opdrætte hanekyllinger. Vi ved, det bliver dyrere, da det formentlig vil tage mere end 100 dage at opdrætte en økologisk hanekylling, modsat almindelige slagtekyllinger, der genetisk er fremavlet til at kunne opnå samme vægt på bare 30-37 dage. Men vi tror også, vi får et fantastisk økologisk produkt med god smag, tekstur og de rigtige værdier, forklarer adm. direktør Ivan Noes Jørgensen.

Også hønerne, der har lagt æggene, indgår i virksomhedens planer om slagtning og viderebearbejdning:

- Vi tror på, vi også kan udvikle produkter ud af hønsekødet, idet smag og tekstur er helt unik ved den rigtige bearbejdning, fortsætter han.

Æggene vil være at finde i butikkerne Føtex, Bilka, Netto og REMA 1000 allerede fra mandag den 21. september. Hedegaard Foods regner med, at de bearbejdede kødprodukter kan være i udvalgte butikker fra og med januar 2016. Produkterne vil desuden blive præsenteret på verdens største fødevaremesse Anuga i Køln i oktober måned for potentielle udenlandske detailhandelskæder. 

For yderligere oplysninger:

Adm. direktør Ivan Noes Jørgensen, Hedegaard Foods A/S, tlf. 9857 3055, mobil 2333 4833 eller inj@eggs.dk

Retailmanager Henrik Westh, Dyrenes Beskyttelse, tlf. 3328 7011 og hwe@dyrenesbeskyttelse.dk